Musik er den laveste fællesnævner for den sorte scene. Den er indgangsvinklen og bærer alle de underscener, der har dannet sig gennem årtier i det sorte samfund. Der findes ikke en enkelt musikstil. Det, de har til fælles, er musikkens betydning. Den opfattes ikke som fritidshygge eller baggrundsmusik, men som et vigtigt redskab til at udtrykke tanker og følelser. Teksterne spiller ofte en stor rolle. De tematiserer også mørke følelser, formidler samfundskritik eller giver plads til at flygte fra virkeligheden.
Post-punk, som udviklede sig fra punk, var begyndelsen på dette. Den brød ikke kun med traditionelle musikalske stilarter rent musikalsk. De følelser, der blev formidlet, adskilte sig også fra populærmusikkens idealiserede verden. Punken havde allerede brudt med harmonien, men i postpunken kom melankolien, frygten og kulden med i vreden.
Det gav anledning til meget forskellige musikalske stilarter, som der stadig bliver føjet til i dag. Det ligger i sagens natur, at der ikke er noget navn for en udvikling i løbet af dens udvikling. Klassifikationer foretages med tilbagevirkende kraft og er derfor ofte ikke særlig præcise. Selv de involverede bands er ikke altid enige i kategoriseringen. Det gotiske ikon Robert Smith fra The Cure har f.eks. i et interview udtalt, at han aldrig har kategoriseret sig selv og sit band som en del af den gotiske scene. Musikjournalister og fans er uenige. Man kan ikke gøre alle tilfredse. Men der er nogle få nøglepunkter for musikgenrerne på den sorte scene. Her er nogle af dem.